Samejeoverenskomst
En samejeoverenskomst, eller samejekontrakt, er en aftale mellem to eller flere parter, der sammen ejer en fast ejendom, f.eks hus, fritishus eller andelslejlighed. Det kan enten være samlevende, venner eller familie.
Selvom I er på god fod, når I køber ejendommen, er det fordelagtigt med klare retningslinjer. Formålet med en samejeoverenskomst er at sikre klare linjer, hvis der skulle opstå konflikter i forbindelse med ejerskabet af ejendommen.
En samejeoverenskomst er ikke kun fordelagtig for jer, men også for omverdenen. Hvis I eksempelvis har optaget et lån til den fælles ejendom, og en af jer stopper med at betale afdrag på lånet, vil banken kunne kræve betaling af renter og afdrag fra den anden af jer, da I som udgangspunkt hæfter solidarisk. Dette kan have alvorlige økonomiske konsekvenser, hvis en sådan udgiftspost ikke er medtaget i budgettet, og i værste tilfælde kan det ende med en personlig konkurs eller en tvangsauktion. Dette kan undgås ved en samejeoverenskomst, da I dermed kan vise f.eks. SKAT, at I ikke hæfter solidarisk.
I samejeoverenskomsten kan I udtømmende regulere alle mulige forhold vedrørende boligen. Dette kan f.eks. være regler vedrørende:
-
Brugen af boligen.
-
Fordelingen af løbende udgifter mellem jer.
-
Konsekvenser hvis en af jer stopper med at betale de løbende udgifter.
-
Muligheder eller begrænsninger for at optage lån i egen andel af boligen.
-
Udlejning til tredjemand.
-
Fordeling af interne udgifter.
-
Vedligeholdelse, nyanskaffelser og drift af boligen.
-
Salg af boligen, herunder fordeling af salgsprovenu og en eventuel forkøbsret, m.v.
-
Regulering, hvis en af jer skulle afgå ved døden.
-
Regulering, hvis kun en af jer ønsker at sælge, eller I ikke kan blive enige om en fast udbudspris.
En samejeroverenskomst er gyldig ved underskrift. Den kan dog også tinglyses på ejendommens blad i tingbogen, således at I og omverdenen altid er klar over, at der foreligger en aftale. Tinglysningsgebyret er på 1.660 kr. Da overenskomsten er lige så gyldig uden tinglysning, anbefaler vi blot, at I begge opbevarer en original underskrevet og dateret samejeoverenskomst.
Vi anbefaler altid, at I aftaler jer ud af eventuelle konflikter, inden de opstår og derfor opretter en samejeoverenskomst. Det er vigtigt at få professionel hjælp til dette, for hvis bare et af forholdene fremstår tvetydig, kan I risikere, at aftalen erklæres ugyldig.
Vidste du, at hvis I ikke er gift, og I ejer en bolig i fællesskab, hvorefter I går fra hinanden, og denne skal sælges, så reguleres forholdet efter de almindelige juridiske regler på området – medmindre I har en samejeoverenskomst.
Hvis I ikke har en samejeoverenskomst, skal I være enige om alle beslutninger, og kan I ikke nå til enighed, må samejet som udgangspunkt opløses. Kan I ikke blive enige om vilkårene for salg, kan sagen i værste tilfælde ende i retten eller salget kan foregå på en frivillig auktion, hvilket både er dyrt og kan medføre økonomiske tab.
En samejeoverenskomst regulerer forholdet for ejendommen, mens I er i live.
Et testamente regulerer forholdene ved den enes død. For at helgardere jer, er det således vigtigt, at I også opretter et testamente. Uden et testamente kan I ende i den situation, at boligen skal sælges for at dække arven til jeres livsarvinger. Dette kan I undgå ved et testamente.
Læs mere om testamenter her.